En ketogen diæt DANSK

Hvorfor Konrad spiser en ketogen diæt når han har Type 1 Diabetes og hvordan det påvirker Konrad og hans blodsukker at spise en ketogen diæt.

Konrad har spist en ketogen diæt (LCHF KETO) siden januar 2015. Vi, Konrad og hans mor, har gjort os nogle erfaringer men vi har meget at lære. Vi har mødt en enkelt familie hvis barn har Type 1 Diabetes og spiser en ketogen diæt. Ligesom ved andre diæter kunne vi konstatere at børn reagerer forskelligt på forskellige madvarer. Har du/I erfaringer med Type 1 diabetes og en ketogen diæt særligt med børn så del dem gerne med os. (KonradsKitchen.dk @ gmail.com)

Konrad blev diagnostiseret med Type 1 Diabetes i 2013, da han var 9 år gammel. Det er 3 år siden. Efter et halvt års tid fik Konrad en sensor (en kontinuerlig blodsukkermåler) og har næsten haft den siden. Her kan vi konstant følge Konrads blodsukker.

Vi fandt ud af at nogle madvarer (f.eks. 30 gram fuldkorns ris, pasta eller brød) kunne sende Konrads blodsukker op over 22 mmol i omkring 6 timer hvorefter blodsukkeret styrtdykkede. Mens det var højt virkede det som om det var lige gyldigt hvor højt vi satte dem midlertidige basal og gav yderligere bolus.. det var ikke til at få blodsukkeret ned før det dykkede timer senere. Konrad havde det ikke godt når han havde så højt blodsukker.

Stille og roligt holdt vi op med at spise de madvarer der gav Konrad så høje blodsukre og vi spiste da en lav kulhydrat høj fedt diæt hvor Konrad bl.a. spiste groft rugbrød og drak mælk m.m. I januar 2015 traf Konrad selv beslutningen at han ville prøve at spise en ketogen diæt hvor hans krop vil være i konstant ketose. Vi talte med børneafdelingen som desværre ikke kunne hjælpe os videre da de ingen erfaringer har med børn med Type 1 diabetes på en ketogen diæt. Vi måtte prøve os frem.

Konrad ligger i ketoner mellem ca 0,7 mmol og 3,5 mmol. Vi tjekker ikke ketoner så ofte og ikke systematisk. Det kunne dog være interessant at se hvorledes ketonerne udvikler sig i forhold til blodsukker og mad og motion gennem dagen. Konrad spiser ca 20 – 50 gram kulhydrater om dagen.

Vi bruger Konrads sensor flittigt og kan af flere grunde ikke undvære den. Den er blevet endnu mere uundværlig efter Konrad begyndte på en ketogen diæt og nu hvor Konrad er i puberteten.

Normalt blodsukker + ketoner = glad Konrad
Højt blodsukker + ketoner + Type 1 Diabetes = meget skidt.. Kan hurtigt udvikle sig til den livstruende tilstand Diabetisk Ketoacidose!!! Kend symptomerne og reager hurtigt! Konrad har haft problemer med sine sæt til pumpen som bøjede når de blev skudt ind. Det betød at Konrad ikke fik insulin. Hans blodsukker samt ketoner stiger hurtigt og han får kvalme, kaster op og har det skidt. Konrad skrifter sæt og når han får insulin igen falder hans blodsukker og ketoner igen til normalt. Der er sjældent behov for ekstra kulhydrater for at han får det godt igen.

Konrads basal svinger meget og for at holde Konrads blodsukker så nær normalt som muligt så justerer vi ofte på den midlertidige basal. Konrads læger ikke glade for at vi så ofte justerer på basalen, men det er nødvendigt og det virker for os. Basalen justeres efter Konrads aktivitetsniveau: når Konrad har været aktiv eller dyrket sport har han brug for mindre basal end hvis han har en dag foran computeren, når han har ondt i halsen, forstuvet fod, en ny tand eller et sår der skal hele har Konrad har brug mere basal. Puberteten giver også nogle hormoner som også påvirker. Vi bruger den midlertidige basal fra alt mellem 0% – 200 % og selv gennem en dag kan den svinge. Konrads insulin behov kan svinge fra en dag at have brug for 12 enheder insulin til et par dage senere at have brug for 42 enheder for et par dage senere at ligge på 20 enheder.

Den ketogene diæt betyder at i stedet for Konrads krop bruger sukker som brændstof så bruger Konrads krop fedt (ketoner). Når Konrad dyrker sport og er aktiv er han ikke afhængig af at spise rugbrødsmadder for at have energi til at bevæge sig og ikke få lavt blodsukker – det gjorde han før den ketogene diæt.

Nu får han energi fra den fedtrige kost (og fordi der er så få kulhydrater at kroppen ikke tager energien herfra). Hvis Konrad ”løber tør for mad” så bliver energien bare taget fra hans egne fedtdepoter. Hans blodsukker bliver ikke påvirket. (Kun på den gode måde – dvs. at hans basal insulin bliver påvirket så han får brug for mindre basal insulin.)

Konrad kan begynde en times idræt eller sport med et blodsukker på f.eks. 4,3 mmol og slutte med et blodsukker på 5,2 mmol. Han tjekker blodsukker (på sensor) for at se at han ikke har for højt eller lavt blodsukker og har brug for en ekstra bolus eller justere basalen. Han har ikke brug for kulhydrater for at have energi til at bruge af til motion og sport.

Konrad kan stadig få lavt blodsukker. Men han har ikke så mange lave blodsukre som før den ketogene diæt og blodsukkeret svinger heller ikke så meget.

Vi har for det meste sensor sat til at advare ved 4,5 mmol. Under 4 har Konrad føling og får det skidt. Når sensor advarer ser vi på blodsukkeret om hvor hurtigt det falder, tager højde for en evt. tidligere bolus, evt tidligere måltid m.m. Nogle gange passer det med at han kan få blodsukkeret op med et stykke mørk chokolade 70-85%, nogle gange er det nok at justere ned på den midlertidige basal (hvis blodsukker falder meget langsomt), andre gange er det nødvendigt med at lave en midlertidig basal på 30-60 minutter på 0 %, andre gange kan et kvart eller et halvt glas mælk være nødvendigt evt. sammen med et stop af insulin og andre gange falder blodsukkeret så hurtigt at druesukker kan være nødvendigt hvis der er alt for meget insulin i hans krop. Han har altid ekstra sukker med sig. Efter sygdom eller hård sport kan Konrads insulin behov falde pludseligt hvorfor han pludselig har for meget insulin i kroppen. Nogle gange kan vi ikke nå at justere på basalen hurtigt nok og så er sukker nødvendigt.

Konrads langtidsblodsukker ligger inden for det som hospitalet anbefaler. Langtidsblodsukkeret er yderligere faldet efter Konrad begyndte på den ketogene diæt.

Konrad har færre tilfælde af lave blodsukre. Han har sjældent blodsukre under 3 mmol. Før havde han ofte blodsukre mellem 2 og 3 mmol og det laveste målte er 0,7 mmol!

Konrad havde før ofte blodsukre over 22 mmol efter at have spist forskellige madvarer selvom han havde taget ekstra insulin. Siden han begyndte på den ketogene diæt har han ikke haft et blodsukker over 16 mmol. Og det har ikke været pga maden men ofte i bagklogskabens lys pga et sæt der er bøjet så han ikke får insulin, sygdom, skade, inaktivitet eller andet.

For det meste ligger Konrads blodsukker mellem 4 og 8 mmol. Nu synes vi at et blodsukker på 8 mmol er højt. Nogle dage hvor vi rammer præcis med basalen kan Konrads blodsukker ligge fint mellem 4,5 og 6 i et par døgn.

Og den vigtigste grund til at Konrad har valgt at spise en ketogen diæt: Konrad har det rigtig godt på denne diæt!

MOR, opdateret august 2016

© 2016. KonradsKitchen.dk

Print Friendly
My Social Media

One thought on “En ketogen diæt DANSK

  1. Er godt nok 40, men også type 1’er. Har levet på LCHF (moderat/liberal) i et halvt år i 2016. Mit blodsukker har aldrig ligget så pænt. Til Februar starter jeg striks LCHF op (med hjælp fra Jane Faerber) og jeg glæder mig rigtig meget. Steno Diabetes Center…eller diætisten som jeg går hos derinde, ser helt forkert ud i ansigtet når jeg nævner LCHF, men jeg ved at det er godt for mig på så mange niveauer, så jeg gør det. Regner med at komme i ketose for første gang så det er jeg spændt på, og en smule skræmt af, selvom jeg godt ved det ikke er ketoacidose. Det er trist at man må tage sagen i egen hånd, på den måde, når det gælder LCHF og diabetes. De professionelle burde være informeret om alle muligheder.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*